Ammestrejke, hvorfor afviser baby pludselig brystet?
Ammestrejke er når børn under 1 år pludselig afviser brystet, til stor frustration for den kære mor.
Nu gik det ellers lige så godt! Hvad kan årsagen være til, at din baby pludselig afviser brystet. Der kan selvfølgelig være en del forskellige forklaringer, også i forhold til hvor gammelt barnet er men fælles for dem alle er at det næsten altid er en fase, som går over, lige så pludseligt som den opstod.
Og kære ammemor sådan er det med spædbørn, bedst som man tror, at man nu endeligt har knækket koden eller fundet rytmen, ja så ændre det hele sig igen.
Baby går igennem så mange udviklingsfaser og i nogen af dem bliver omgivelserne så interressante, at baby kan have svært ved at koncentrere sig om amningen. Her har jeg listet nogle årsager op, prøv at gå dem igennem, hvis din baby har gang i en ammestrejke. Måske giver nogle af dem mening og husk nu… det varer ikke evigt.
Årsager til ammestrejke:
- Kan barnet være ved at få tænder?
- Har du måske fået en anden lugt, har du skiftet vaskepulver, parfume eller deo?
- Har du fået menstruation, ægløsning eller begyndt på p-piller? De hormonelle forandringer i kroppen, kan få mælken til at smage anderledes!
- Kan du være gravid?
- Har du fået knuder eller tilstoppede mælkekanaler, hvilket ligeledes kan gøre, at mælken ændre smag.
- Er du stresset over situationen? Stress påvirker desværre mælkeproduktionen, nedløbet og ja hele flowet.
- Kan barnet have spændinger og være låst i nakken?
- Har barnet været udsat for et chok eller dårlige oplevelser ved brystet, f.eks hvis det har bidt dig i brystet og du pludselig har råbt op (forståelig nok) eller at du i desperation (stadig forståeligt) nærmest har tvunget barnet til amning. Dette kan godt lagre sig hos barnet i lidt tid.
Som ammevejleder er jeg ofte stødt ind i dette problem, men som oftest er det kun om dagen problemet er der. Om natten ammer baby fint og normalt.
Hvad kan du gøre når baby ammestrejker?
- Hvis baby ammer godt om natten f.eks liggende, så forsøg at genskabe lidt af stemningen fra om natten. Gå ind i seng, læg ned, slap af i kroppen, småsov hvis du kan.
- Gør alt hvad du kan for at slappe af i din dejlige morkrop. Baby sanser når du er stresset omkring situationen. Om natten er du ikke på samme måde helt så stresset fordi stemningen er en anden og fordi du er træt, derfor går det bedre.
- Tag dybe indåndninger når du sidder med baby.
- Hav så meget hud til hud kontakt, som du orker.
- Prøv forskellige ammestillinger, specielt er laid back god.
- Undgå at bruge sutten en periode, der kan nemlig ske det at sutten tilfredsstiller babys suttebehov og baby “glemmer” så spisebehovet.
- Hvis baby nægter at tage brystet når det er vågent, så vent til det sover og put forsigtigt brystet i munden, tag dig tiden til det.
- Mens du ammer kan du forsigtigt massere steder på dit bryst, hvor det virker som om der er meget mælk, så baby oplever at det strømmer med mælk og mælkekirtlerne bliver tømt, hvilket øger produktionen.
- Prøv evt. en ammevisualisering
Hvis baby græder ved brystet.
Som oftes handler det om, at din baby er for træt til at spise og for sulten til at sove 😉
- Måske er baby for træt til at spise sig mæt, det synes uoverskueligt og baby “orker” ikke kampen.
- Måske er der en bøvs i maven.
Hvis baby simpelthen ikke har energi til at spise må du prøve, at få ham til at sove og så snart han så vågner og er blevet genopladet lidt, skal du straks tilbyde brystet.
Ro på søde mor… du kan sagtens det her. Træk vejret helt ned i maven og pust langsomt ud flere gange, mens du slapper af i alle muskler. Stress påvirker mælkeproduktionen negativt. En mor i balance producerer mere mælk.