Hjælpemidler til amningen; sutterbrikker, udpumpning og lact-aid.
Det er godt, at der findes hjælpemidler når amningen går i hårdknude, men husk på, at det kun skal være en kortvarig SOS nødløsning!. Målet skal altid være så hurtigt at komme tilbage til den almindelige amning. Omvendt kan den være en stor aflastning og hjælp til at komme over krisen og tilbage på sporet.
Suttebrikker/ammebrikker:
Suttebrikker kan komme på tale, hvis der er kommet sår på brystvorterne eller, at der er smerter. Suttebrikkers formål er at danne en barriere mellem barnets mund og brystvorten, for at aflaste brystvorten. Således kan du stadig amme dit barn mens de stakkels hårdtramte brystvorter kommer sig. Suttebrikker kan også være en hjælp, hvis dine brystvorter er indadvendte. Du skal finde nogle suttebrikker, hvor materialet er så tyndt som muligt og hvor størrelsen passer til dine brystvorter.
Suttebrikker børn kun anvendes når det er nødvendigt og det bør kun være i en kort periode på nogle dage. Det er vigtigt at der er arbejdet godt og grundigt på sutteteknikken inden brikkerne tages i brug, da det som regel er der problemet skal findes. Så inden suttebrikkerne introduceres skal der have været focus på følgende:
Focus på sutteteknik og nedløbsrefleks:
• At stimulere nedløbsrefleksen inden barnet lægges til brystet (f.eks ved massage af brystet)
• At lokke barnet til at tage fat ved at håndmalke mælk direkte ind i barnets mund
• At forme brystvorten og guide barnet i korrekt sutteteknik
• At benytte laid back breastfeeding
• At benytte andre ammestillinger
• At starte forfra med uforstyrret hud mod hud-kontakt
• At tilbyde brystet ved alle måltider
Fordele ved suttebrikker er:
- Smerten fra såret på brystvorten mindskes, derved kan amningen fortsætte
- Hvis dine brystvorter vender indad, kan suttebrikker være den ene løsning.
Ulember ved suttebrikker:
- Som regel vil det give baby mindre mælk i maven
- Ved længere tids brug vil baby ofte tage for lidt på
- Reducere mælkeproduktionen
- Det er hårdere for baby at sutte på en suttebrik og ikke alle babyer har krafterne til at spise sig mæt
- Ofte når baby ikke dertil i amningen hvor de får den fede mælk da de ofte falder i søvn af udmattelse inden.
- Risikoen for brystbetændelse øges da brystet ikke bliver helt tømt.
Udpumpning:
Har du brug for at aflaste brystvorterne er udpumpning også et værktøj du kan bruge. Her vil jeg anbefale at du giver den udpumpede mælk i en lille kop, for ikke at forvirre sutteteknikken. Lact-aid kan også være en mulighed.
Ved udpumpning skal du være opmærksom på:
- Du vil næsten aldrig kunne pumpe nær så meget mælk ud som baby er i stand til under et måltid.
- Giver mening at bruge, hvis brystvorterne er så ømme eller sårede, at det gør for ondt at lægge barnet til.
Lact-aid
Et lact-aid-system kan bruges, hvis din baby er i stand til at sutte, men
midlertidigt skal have udmalket modermælk eller modermælkserstatning
som supplement til amningen.
Med et lact-aid-system bliver din baby ammet – og får samtidig ekstra
mælk gennem en sonde, som ligger langs dit bryst og stikker få
millimeter ud over spidsen af brystvorten. Systemet er tidsbesparende
for dig, da du ammer og giver supplement på én gang.
Et lact-aid-system forstyrrer amningen mindre end flaske og kop, fordi
din baby kan få præcis, hvad det skal have i sit eget tempo. Samtidig ligger
baby ved brystet og sutter, så mælkeproduktionen bliver stimuleret.
Lact-aid-systemet kan købes færdigt. Det er vigtigt, at baby selv regulerer flowet, medmindre den konkrete situation kræver noget andet.
Hvis du har for lidt mælk (hvilket er sjældent), kan baby få modermælkserstatning i sonden. Bliver din baby mæt for hurtigt til at stimulere mælkeproduktionen tilstrækkeligt, kan systemet tages i brug, når dit barn er godt i gang med at sutte ved brystet. Samtidig kan flowet reguleres ved at slå en knude på sonden og stramme den mere eller mindre.
Vælger du at supplere med udmalket mælk eller modermælkserstatning med et lact-aid-system, er det vigtigt, at du bliver fortrolig med teknikken, så du kan få en god oplevelse fra starten.
Husk der er intet galt ved at benytte disse hjælpemidler, de er opfundet fordi der er et behov, det er bare så uhyre vigtigt at huske, at de er midlertidige. I længden vil det være alt for hårdt for både dig og din baby.
Prøv en ammevisualisering hvis du trænger til et boost af dine moder-evner
(kilde: sundhedsstyrrelsen)