Beskrivelse
Fertilitetsmeditation til din cyklus – dag 14 / Ægløsning
Velkommen til din guidede fertilitetsmeditation til dag 14 – skabt til den del af cyklussen, hvor ægløsningen for mange vil ligge.
En menstruationscyklus varierer fra kvinde til kvinde, og ægløsningen falder ikke nødvendigvis på dag 14. Brug derfor meditationerne ud fra din egen cyklus og det tidspunkt, hvor du vurderer, at du har ægløsning.
Kortere cyklus end 28 dage: Du kan gå frem til dag 14-meditationen, når du vurderer, at du nærmer dig eller har ægløsning.
Længere cyklus end 28 dage: Du kan gentage meditationen til dag 12, indtil du nærmer dig ægløsning, og derefter fortsætte til dag 13 og 14.
Fertilitetsvisualisering – et øjeblik til dig selv
Visualisering handler om at bruge forestillingsbilleder og rette opmærksomheden mod bestemte tanker, følelser og områder af kroppen.
I denne serie bruger vi visualisering som en meditativ praksis med fokus på ro, nærvær og kontakten til kroppen midt i en tid, der for mange kan være fyldt med både håb, forventninger og mange tanker.
Du bliver undervejs inviteret til at rette din opmærksomhed mod dit underliv og forestille dig kroppens reproduktive processer gennem positive og kærlige billeder.
Det handler ikke om at få kroppen til at gøre noget bestemt. Visualiseringen er et personligt rum, hvor du kan vende opmærksomheden indad og være med din krop og dit ønske om et barn.
Sådan bruger du visualiseringen
Find et rart og roligt sted, hvor du kan være uforstyrret. Læg eller sæt dig behageligt, luk øjnene og lad min stemme føre dig gennem visualiseringen.
Brug dit “indre øje” og lad de billeder, stemninger og fornemmelser, der opstår undervejs, komme helt naturligt. Du behøver ikke være god til at visualisere, og der er ikke noget, du skal præstere.
Dagens visualisering – dag 14
Dagens visualisering tager udgangspunkt i ægløsning og den del af cyklussen, som meditationen er skabt til.
Du guides gennem en meditativ rejse med fokus på kroppen, underlivet, ro, kærlighed og dit ønske om et barn.
Find dit rolige sted, luk øjnene – og lad os begynde.
Du kan også finde Moderkompagniets gratis podcast på Spotify eller dér, hvor du normalt lytter til podcasts. Her finder du flere guidede visualiseringer, som kan bruges uafhængigt af, hvor du befinder dig i din cyklus.
Fertilitetsmeditationerne er guidede meditationer og visualiseringer til personlig fordybelse. De er ikke fertilitetsbehandling og kan ikke påvirke eller garantere ægløsning, befrugtning, implantation, graviditet eller andre fysiologiske processer.





