Chicory-kvinden – kærlighedens vogter

Der findes kvinder, som elsker med hele kroppen.
Kvinder, hvis omsorg er så naturlig, at den nærmest bor i deres hænder.
De mærker andres behov, før nogen siger et ord, og de holder sammen på familier, venskaber og hverdage med en stille, men urokkelig kraft.

Måske er du sådan en kvinde.
Måske er du det, jeg kalder en Chicory-kvinde.

Når kærlighed bliver et sprog i sig selv

En Chicory-kvinde er den, der husker fødselsdage, pakker madpakker med små sedler i, og altid lige sender en besked: “Hvordan går det, min skat?”
Hun tænker i omsorg. Hun elsker gennem handling.

Men der kan også være dage, hvor kærligheden føles tung.
Når ingen svarer på beskederne. Når døren til børneværelset er lukket. Når barnet, der engang græd for at komme op på armen, nu hellere vil være alene.
Når der opstår et stille savn efter det, der var — og et ønske om at kunne holde fast bare lidt længere.

Det er ikke forkert.
Det er bare kærlighed, der endnu ikke har fundet et nyt sted at lande.

Chicory som spejl

I Bach-blomsternes univers står Chicory for den hengivne kærlighed – den, der giver uden grænser, og som nogle gange glemmer at give til sig selv.
Ikke som en diagnose eller et problem, men som et spejl:
En påmindelse om, at den smukkeste kærlighed er den, der tør stå frit.

  • Chicory-kvinden elsker dybt.
  • Hun ser sig selv i sine børn, sin partner, sine nærmeste.
  • Hun finder mening i at være der – altid.
  • Og netop derfor kan tomheden føles så voldsom, når de, hun elsker, tager deres egne skridt ud i livet.

For hvad sker der med kvinden, når børnene ikke længere har brugt for hende på samme måde?
Hvem er hun, når hendes kærlighed ikke længere skal pakkes i madkasser, huskesedler og gode råd?

At elske uden krav

Jeg mødte engang en kvinde – lad os kalde hende Birgit .
Hun fortalte mig, at hun elskede sine børn så meget, at det næsten gjorde ondt.
Hun skrev til dem flere gange om dagen, bare for at høre, hvordan de havde det.
Men jo mere hun rakte ud, desto mere trak de sig.
“Jeg forstår det ikke,” sagde hun. “Jeg gør jo bare alt for dem.”

Jeg spurgte hende, hvad der ville ske, hvis hun lod dem komme af sig selv.
Hun smilede og sagde: “Så sker der jo ingenting.”

Men det gjorde der.
For da Birgit begyndte at finde glæden i sit eget selskab – male, gå ture, drikke vin med veninder – begyndte børnene at komme igen.
Ikke fordi de skulle. Men fordi de havde lyst.

Birgit fandt ikke bare ro. Hun fandt sig selv i sin kærlighed.

Når kærlighed får lov at ånde

Chicory minder os om, at kærlighed ikke behøver at blive mindre, fordi vi giver slip.
At relationer ikke mister styrke, når vi ikke længere holder dem fast.
At vi godt må elske med åbne hjerter.

Når vi tør give plads, får kærligheden luft.
Og i den luft vokser både vi – og dem, vi elsker.

Små glimt af chicory i hverdagen

Du mærker chicory-energien, når:

  • Du kan ikke lade være med at tjekke, om alle har det godt.
  • Du bliver lidt såret, når andre ikke viser deres kærlighed på samme måde som dig.
  • Du føler dig lidt “usynlig”, når ingen siger tak – du har givet alt.
  • Du længes efter at være nødvendig.

Men du mærker også Chicorys gave når:

  • Du opdager, at kærlighed kan være stille.
  • Du føler fred, selv når de, du elsker, går deres egne veje.
  • Du genfinder glæden i at være dig – uden at skulle gøre for at være noget.
  • Du mærker, at din kærlighed stadig er der, men nu står på egne ben.

Chicory som symbol på den modne kærlighed

For mig er Cicory ikke bare en blomst.
Den er et symbol på moden kærlighed – den kærlighed, der tør slippe kontrollen.

Det handler ikke om at “blive mindre” kærlig.
Tværtimod. Det handler om at lade kærligheden blive friere, rundere og blødere.

Når du kigger på Chicorys blå blomster, ser du måske det samme som jeg gør:
En åben blomst, der står rank i vinden – stærk, men ikke vedholdende.
Den minder os om, at vi ikke behøver at holde fast i nogen for at høre sammen.

En lille refleksion til sidst

Måske du kan se lidt af dig selv i Chicory-kvinden.
Måske du mærker genkendelsen i den kærlighed, der nogle gange fylder så meget, at du glemmer dig selv.
Hvis du gør, så ved du også, at du er langt fra alene.

Chicory minder os om, at kærlighed ikke er noget, vi skal styre – det er noget, vi skal være .
At give slip betyder ikke at miste. Det betyder bare, at du tror på, at båndene består – selv når du ikke holder fast i dem.

Chicory – blomsten, der minder os om, at kærlighed også trives, når den får lov at ånde.

Er du en Chicory karakter? Find dit typeremedie her

Anbefalede artikler til dig!